02.12.2021
Livets skole
Af Viveca Tallgren
Christer Kihlman (f. 1930) var i 1960’erne og 70’erne en af Svenskfinlands mest opsigtsvækkende og kontroversielle forfattere. Med sin krasse personlige stil skrev han om sociale forskelle i samfundet, om familietragedier, om homoseksualitet og andre dengang tabuiserede emner.
En af hans romaner, Dyre prins, er udkommet på dansk i 1984 i Poul Borums oversættelse med titlen Manden som var tilfreds med sit liv.
Kihlman var flere gange i Argentina i 70’erne og skrev de selvbiografiske bøger Alla mina söner (1980) og Livsdrömmen rena om sine rejser.
Kihlman kom til Buenos Aires for første gang i 1976, cirka et halvt år efter Videlas militærkup, for at realisere et skriveprojekt om en fjern slægtning, der havde boet i Argentina, men skæbnen ville noget andet med hans besøg. Han møder Juan, der arbejder som taxi boy, en prostitueret for mænd, og bliver betaget af den smukke unge mand. Der opstår en gensidig sympati mellem de to, og den udvikler sig til et venskab, der fik en afgørende betydning for deres respektive liv, selvom kommunikationen i begyndelsen kun skete ved hjælp af en ordbog. I bogen Alla mina söner skriver Kihlman om dette i mange henseender modsætningsfyldte forhold, hvor også byen Buenos Aires kom til at spille en central rolle.
Bogen indledes med tre korte kapitler uden titel, hvoraf det første er dateret 25.6.1979, hvor Kihlman er i færd med at skrive bogen. De efterfølgende to kapitler er tilbageblik, der tager udgangspunkt i forfatterens første besøg i Buenos Aires og mødet med Juan. I resten af bogen fortæller han videre om Juan og hans familie og om udviklingen af sit venskab med ham.
Om sit allerførste indtryk af Buenos Aires skriver Kihlman:
«Det var i november, og det var forår i Buenos Aires (og avenuerne lyste blå af jakarandatræer i blomst, og under de blomstrende jakarandatræer var panservognene og soldaterne, de unge mænd med stenansigter og maskingeværer med piberne rejst mod himlen som… som… det er slet ikke svært at associere til geværpiber i dette land, hvor maskuliniteten er en myte og rettesnor ligesom religionen, og for øvrigt har jeg allerede skrevet om dette mange gange…) og nætterne er næsten altid så varme, at man helst lod jakken blive hjemme.»
Kort efter sin ankomst bliver Kihlman inviteret til middag i en Jockey klub af en kontaktperson og skriver her om stedet:
«Det var tung barok og streng kontrol ved porten, et samlingssted for de ekstraordinært udvalgte. Jeg følte mig ikke godt tilpas. Paneler, gobeliner, mørke bataljemalerier fra Argentinas skiftende historie, vældige vaser og keramikkrukker på gulvet eller på piedestaler i hjørnet.
Og herrer, herrer i hvid skjorte og diskret slips, mørk jakke og belevne manerer. […] »
Klubben er et mødested for byens kulturspidser, men som citatet antyder, er det ikke et sted, hvor forfatteren trives. Aftenen fortsætter på en tango bar, hvor Kihlman møder den 20-årige Juan, som han bliver erotisk betaget af. De to begynder at ses dagligt:
«Vi gjorde lange strejftog i Buenos Aires sammen, om dagen, om natten. Juan tog mig med til tangolokaler, som jeg alene aldrig ville have fundet frem til, for tangoen var hans skjulte sprog på samme måde som den romantiske symfoni var mit. Jeg inviterede ham på frokost og middag. Vi vandrede frem og tilbage på Florida og Lavalle og Corrientes i middagsheden, blandt menneskerne, i menneskestrømmen, der aldrig ophørte.»
Med sit psykologisk skarpe blik beskriver Kihlman sine iagttagelser af storbyen og de mennesker, han møder, og med hudløs ærlighed bekender han også sine følelser for Juan og sin mistro, der ofte fremkaldes af diverse kulturkonflikter, f.eks. af argentinernes vanskelighed ved at lave faste aftaler. Punktlighed er et næsten ikke eksisterende begreb på disse kanter, og hvis der dukker andre mere tillokkende aftaler op, bliver man da bare væk fra den første aftale.
Kihlman er af svenske anmeldere blevet kritiseret for at opholde sig i Buenos Aires under militærdiktaturet, som kun optræder sporadisk i bogen:
«Året var 1976 og militærjuntaen havde siddet ved magten i otte måneder. Pressecensuren var hård, men i den engelske Buenos Aires Herald kunne man daglig læse om sammenstød mellem guerillaen og politiet eller regeringsgrupperne og om massakrer på den del af befolkningen, som blev kaldt ”terrorister”. I gennemsnit aflivede man på denne måde 15 – 20 ildesete medborgere per dag, regnede jeg ud. Der var undertiden skyderier også i centrum af Buenos Aires. Det var oprørende og udfordrende, men omstændighederne gjorde, at det dag for dag vedkom mig mindre og mindre.»
En aften bliver han dog konfronteret med den terror, der rådede overalt i byen under diktaturet. Han er alene på en bar i et halvskummelt kvarter, da politiet kommer ind:
«Pludselig befandt jeg mig midt i repressionens Latinamerika og den private idyl, jeg havde været så optaget af føltes malplaceret og letfærdig, næsten som en uforskammethed. Jeg var opbragt, indigneret, og gjorde et vagt forsøg på at protestere, for den skandinaviske oplevelse af menneskelige rettigheder havde jeg i blodet og nu krævede den handling, selvom jeg samtidig indså, at det var både nytteløst og farligt.
Et eneste blik fra den civilklædte politimand fik mig definitivt til at afstå fra al videre indblanding. En bølge af frygt skyllede igennem mig. Intet menneske havde før set på mig på den måde. Det var den suveræne, den onde magts blik, iskoldt, fuldstændig ligegyldigt overfor min individuelle skæbne, men samtidig skræmmende og truende uden nåde.»
Livets skole
I to af bogens centrale kapitler, ”Juan” og ”Taxi boy”, gengiver Kihlman Juans historie, hvordan han som 14-årig flygtede fra sin familie i fødebyen Chivilcoy på pampassen for at bosætte sig i Buenos Aires. Det var ikke fordi han var ulykkelig derhjemme, men fordi han ikke ville lægge sine forældre til last, og fordi «han måtte derhen. Det var ikke blot mulighedernes by, det var frem for alt en by at leve i. […] Jeg ville tage toget til Buenos Aires for at gå i livets skole», som Juan selv udtrykker det.
Juan kommer alene til storbyen, hvor han hverken har noget hjem eller venner. «Han gik i livets skole. Han lærte uendelig meget om mennesket og menneskets vilkår og om kunsten at overleve.»
Det er tydeligvis historien om Juans vej til at blive en velanskrevet taxi boy i Buenos Aires, der fascinerer Kihlman, for hvem Juans historie også bliver en øjenåbner for ting, han ikke havde noget kendskab til. «Juan fortryder intet. Han har været her fra sit fjortende år til sit enogtyvende, og i den tid har han lært mere om livet og om menneskernes vilkår, end han ville have lært ved at gå i skole i hundrede år.»
Juan opnår med tiden en høj status som taxi boy, fordi han har evnen til at snakke med alle, høj som lav, men først da han begyndte at betragte sine kunder som mennesker,« kunne han se afgrunde af menneskelig nød og menneskelig elendighed bag den stive ydre maske af fysisk begær. Det hjalp. Da det var bedst, følte han, at han havde udført en slags social samaritanergerning, for et kort øjeblik havde han været til glæde og lettelse for en ukendt mand, der i nogle natlige øjeblikke var trådt frem fra sit private hav af grænseløs ensomhed, for bagefter igen at vende tilbage dertil.»
Juan kender Buenos Aires som sin egen lomme, og gennem ham lærer Kihlman byen at kende indefra, på godt og ondt. Juans fortælling bliver også en livets skole for ham. Kihlman bliver indviet i, hvordan Juan hverver kunder blandt rige bilister. Det hele foregår, ligesom når man byder op i tango, med et særligt kropssprog og især med blikket, det søgende blik.
Det billede af den argentinske hovedstad, der tegner sig i Kihlmans bog, er et dekadencens Buenos Aires, og måske også tættere på virkeligheden end det ofte overfladiske billede, som turistbrochurerne fremstiller. Og Kihlman er en forfatter, der altid søger bag om facaden efter det virkelige liv i al dets grumhed. I den henseende har Buenos Aires meget at byde på, og byen bliver på sin vis et helt slaraffenland af det utugtige og barske liv, som der også synges om i de gamle tangoer. Juan bliver et spejlbillede af dette ”syndige” Buenos Aires:
«Han var argentiner, han var ”porteño”, et maskulint produkt af Buenos Aires, han var repræsentant for en bestemt type, og den var ikke engang specielt usædvanlig. […] Det var friheden. At være sin egen herre. […] Det var at elske Buenos Aires, gadernes liv som aldrig ophørte, stjernehimlen over Buenos Aires, månen over La Boca, de anonyme undertrykte massers hjemsted på jorden. At have sine rødder i Buenos Aires og aldrig kunne rive de rødder op.
Det var at være mand og at forsvare sin mandighed hvert eneste øjeblik. At tilfredsstille sit behov for kvinder og for mad, at være på jagt, konstant.»
I kapitlet ”Juan i Europa” besøger Juan Kihlman og hans kone i Helsingfors, og sammen rejser de også til Stockholm, hvor de bor i en lejlighed i et par uger. Juans overvejende negative indtryk af de to nordiske lande sætter også Buenos Aires i perspektiv og åbner yderligere Kihlmans øjne for forskellene. Juan har svært ved at tage den nordiske ligegyldige, ufølsomme opfattelse af familielivet, og ligeså svært har han ved at acceptere den nordiske stilhed og sociale isolation.
«For Juan var mennesket først og fremmest et medmenneske, som han nærmede sig med åbenhed og spontan kontaktvilje. Men i Finland og Sverige mødte han kun alt for mange mennesker, der virkede lukkede og skræmte, der virkede reserverede og indbildske, der virkede falske og upålidelige, fordi de ikke kunne sige tingene uden omsvøb, de sagde et og mente noget andet.» For at afhjælpe problemet inviteres Juans kæreste Lilita også til Finland, men det hjælper kun for et stykke tid, for «hun var ikke den evige menneskestrøm på Buenos Aires’ gader.» Det var ikke blot stilheden og det kolde klima, der voldte Juan problemer, det var også alkoholkulturen. «I Argentina drikker man ikke for at beruse sig (bortset fra få undtagelser.) Det er ikke usandsynligt, at det afgørende kulturchok for hans vedkommende blev udløst af konfrontationen med de finske alkoholvaner. […] Han kunne simpelthen ikke holde fulde mennesker ud. Hvad han følte for dem, var ikke blot afsmag, han var også bange for dem.»
Bedre bliver det ikke, da de kommer til Stockholm. «Ungdommen i Stockholm ligner ikke ungdommen i Buenos Aires. I sammenligning med de unge i Buenos Aires virker de unge i Stockholm holdningsløse, aggressive, højrøstede, håbløst barnlige, og ikke blot uden kontakt med voksenverdenen, men på en eller anden måde også bevidst udelukket fra den.» I Juans øjne er de svenske unge fortabte. De har altid haft det godt, alt for godt og har ikke måttet kæmpe for at overleve som Juan, konstaterer Kihlman.
Juan bliver også skræmt af volden i Stockholm. «Den umotiverede vold. Juan havde aldrig mødt den før, aldrig i millionbyen Buenos Aires. Aldrig på den måde. Han kom ganske vist fra et land, hvor volden var hverdag, hvor torturen var sat i system, hvor mennesker forsvandt og blev genfundet lemlæstede, døde eller blev slet ikke fundet. Men det var en anden slags vold, styret oppefra og politisk motiveret. Den var ikke som her, totalt meningsløs.» Juan længes efter sin familie og især efter gaderne i Buenos Aires, der er som et narkotikum for ham.
I bogens slutning i kapitlet ”Ufuldbyrdede notater” er Kihlman igen i Buenos Aires i 1978. «Jeg føler mig hjemme i Buenos Aires», konstaterer han og spørger sig selv, hvor den følelse stammer fra. Fra fraværet af trivielt ansvar? Fra fraværet af velkendte sociale sammenhænge eller det legitime menneskelige behov for at skabe sig en ny verden eller udvide sine vante grænser? «Menneskerne er anderledes. Der er en tryghed i at føle på det menneskelige plan i Argentina, som er forsvundet i den udmærkede nordeuropæiske sociale organisation. Noget for noget. Det kommer an på, hvad man foretrækker.»
På en af de sidste sider skriver Kihlman, at den tredje gang, han kommer til Buenos Aires ser han atter virkeligheden, som ikke mere er udfyldt af Juan, der nu er forvandlet fra myte og kontinent til et menneske og er blevet til en del af det hele.
«Jeg er ikke en af dem», konstaterer Kihlman.
«Det, der fortærer dem, er ild, det, der fortærer mig, er is. Og at det var derfor jeg kom, til sidst var det derfor jeg kom her, for at blive en del af ilden.
Det er ilden, nu er det ilden der fortærer mig, og det er en smerte.
For jeg er ikke en af dem.»
Kihlmans bog udkom i efteråret 2021 på Apuleius’ Æsels forlag med titlen «Alle mine sønner».
20.10.2021
Om den dystopiske tradition og Pelle Goldins roman ”Gamiderne”, som vi har udgivet på Forlaget Apuleius’ Æsel.
Kulturer forstår aldrig sig selv i dybden, for de er blinde for egne begrænsninger. Derfor folder kulturer sig ud i en hybris, der truer med at ende i en nemesis. Det er her dystopierne udtrykker de bange anelser.
Den vestlige kultur fremviser en række dysfunktionelle træk, som fylder mediefladen. Trumps præsidentskab i USA med dets åbenlyse disrespekt for kendsgerninger og afslutning i et uværdigt kupforsøg. Genopståen af en aggressiv højrefløj. Venstrefløjens forfald i woke-bevægelse og identitetspolitisk tribalisme. Feminismens MeeToo-excesser. Den aggressive islamistiske terror, skoleskyderier, bandevæsen etc. Den negative liste er lang. Mange får ubehagelig mindelser om noget, man har set før, men historien gentager sig ikke, den transformerer sig.
De bange anelser er ikke kun et nutidigt fænomen. Fortidens bekymringer kan ses i de gamle dystopier. I slutningen af 1800-tallet befandt man sig midt i en rivende industriel og økonomisk udvikling. Optimismen var fremherskende, og historien sås som en lineær udvikling med evig fremskridt. Tidens dystopiske forfattere havde deres tvivl. Den unge Jules Verne skrev i 1863 en fremtidsvision ”Paris i det 20. Århundrede”. I Jules Vernes fremtidsvision var Paris et højteknologisk samfund domineret af videnskabelig tænkning, hvor al humaniora var forsvundet. Romanens ”latterlige” hovedperson var en skønånd, der dyrkede latinske vers og litteratur. Han måtte logisk gå til grunde i et samfund, hvor humaniora var bandlyst.
I 1890’erne skrev H. G. Wells sine berømte dystopier bl.a. ”Tidsmaskinen”, ”Doktor Moreaus ø” og ”Klodernes kamp”. Det victoriansk England var på toppunktet af sin magt. Sådan så det i hvert tilfælde ud. Det engelske imperiums indflydelse strakte sig over det meste af kloden, og England var stadig verdens magtcentrum. Men man skulle ikke kratte meget i overfladen for at se, hvor det bar hen. De fremvoksende industrielle stormagter USA og Tyskland var på vej til at overhale England. Og så var der spørgsmålet om, hvor denne hæsblæsende industrielle og videnskabelige udvikling førte hen. I ”Doktor Moreaus ø” har en gal videnskabsmands slået sig ned på en afsides ø for at eksperimentere med kirurgisk at omforme dyr til menneskelignende skabninger. Dette må selvfølgelig ende i en katastrofe. I ”Klodernes kamp” bliver det sejrrige engelske militær knust af marsboernes krigsmaskine, og det engelske civiliserede borgerskab bliver forvandlet til skræmte byttedyr. I ”Tidsmaskinen” opdager den tidsrejsende, at også den strålende engelske civilisation i fremtiden vil bryde sammen, og som hans ven siger om ham, efter at han er forsvundet ud i fremtiden: ”Også han, det ved jeg … havde kun en ringe mening om de menneskelige fremskridt, og så i civilisationens voksende pyramide kun en tåbelig ophobning, som til sidst uvægerligt måtte falde sammen og tilintetgøre sin skaber.”
Samme mistro til menneskers evne til at kontrollere den menneskelige opfindsomhed finder man i Bulgakovs kortroman ”Skæbnesvangre æg”. Den foregår i tyvernes Sovjetunionen, udkom i 1925 og blev derefter forbudt. En genial og verdensfjern videnskabsmand har ved et tilfælde opdaget nogle røde stråler, som gearer vækstprocesser op. Han forsøger at holde opdagelsen tilbage, da han ikke har styr på kontrollen og virkningerne på lang sigt. Men med en aggressiv presse og et kommunistisk styre, der dyrker industriel kraft og økonomisk vækst, lader det sig ikke gøre. Opfindelsen glider ham af hænde og i de forkerte hænder udvikler katastrofen sig. Selv om historien er en satire over kommunistisk vanvid, så er det svært ikke at genkende mekanismerne som almengyldige for alle politiske systemer. Vi mennesker er ikke herrer i eget hus, og vi aner dybest set ikke, hvad det er vi har gang i.
De berømteste dystopier er givetvis Aldous Huxleys Fagre nye verden, George Orwells 1984, Ray Bradburys Fahrenheit 451 samt den lidt mere upåagtede, men psykologisk set bedste: Karin Boyes Kallocain.
I alle fire bøger er mennesket underlagt en totalitær stat, der effektivt kontrollere menneskers tanker helt ned til de mest intime af slagsen. I alle fire dystopier er historievidenskaben forbudt, og klassisk litteratur er bandlyst. Der skal ikke meget fantasi til at forklare årsagen til disse skrækvisioner. Bøgerne udkom mellem 1932 (”Fagre nye verden”) og 1953 (”Fahrenheit 451”). Alle bøger er fra det ”korte århundrede” (1918-1989) der var præget af de store utopiske massebevægelser, fascismen, nazismen og kommunismen samt i 1950ernes USA af mccarthyismen. Bøgerne udgives og sælges stadig, da de er en del af vores kulturelle arv. Men de er næppe særlig relevante for forståelsen af nutidens bange anelser. For er det den slags totalitære stater, der truer os? Kommer truslen ikke snarere indefra fra vores uklare værdigrundlag og de sociale mediers ekkorum?
I Pelle Ilja Goldins dystopi Gamiderne (2016) får man aldrig at vide, hvem og hvad det er, der truer verden, og det er netop styrken i romanens analyse af vores uklare angst. Vi befinder os ca. 30-40 år fremme i tiden. Den vestlige kultur er tydeligvis degenereret, og der er et samarbejde mellem USA og Rusland. Forfaldet og ændringerne i det storpolitiske mønster omtales kun indirekte. Det meste foregår neden under fortællingens vandspejl. Dødsstraffen er blevet genindført og hovedpersonen Ilja, som låner navn fra forfatterens mellemnavn, er blevet dømt til døden for noget uomtalt, der får læseren til at tro, at der må være tale om en tankeforbrydelse. Ilja anbringes i et fjerntliggende fængsel, der ligger i et utilgængeligt område, hvorfra det skulle være umuligt at flygte. Stillet over for et umuligt valg vælger Ilja alligevel at flygte blot for at opdage, at det netop var meningen. Han indrulleres i et totalitært arbejdsfællesskab, der er under de mystiske gamiders kontrol. Goldin røber aldrig, hvem gamiderne er, for som med de fleste andre elementer i bogen forbliver alt uomtalt. Rygterne om, hvem de er, formuleres på følgende måde:
”Nogle mener at der er tale om en slags programmerede mutationer … der har udviklet sig på baggrund af nogle genetiske eksperimenter. Andre mener, at der er tale om højt begavede intelligensvæsener fra et fjernt og uddøende solsystem, hvis væsentligste energiform har været radioaktiv stråling. Endelig er der teorien om, at der er tale om et fejlslagent … genetisk eksperiment. Og så er der selvfølgelig de mere vidtløftige forklaringer, hvor man taler om himmelske væsener …”
Som i 1900-tallets dystopier bliver menneskene under gamidernes kontrol kollektive væsener uden individuel personlighed:
”Alt virkede mere normalt end normalt. Alt hvad der blev sagt var fornuftigt og praktisk … blottet for utidige følelser og de misforståelser, der ellers kunne få folk til at gå fejl af hinanden … Verden var gennemsigtig og klar – lidenskab var afløst af orden.”
Beskrivelsen kan minde om ”1984”. Og truslerne minder om dem, man finder i de gamle dystopier. Men der er noget, som er anderledes her. Da det lykkes Ilja mod alle odds at flygte og komme til Frankfurt med en ny identitet, begynder han at længes tilbage til gamidernes verden. Han er splittet. Dels vil han redde verden fra den trussel, han kan se den befinder sig i, dels er han drevet af en dragning, han ikke forstår. Når man først har været under gamidernes kontrol, blegner alt andet i livet.
”Jeg kan ikke dyrke venskab med det normale, kun med det afvigende,” siger Ilja. ”Og samtidig længes jeg inderligt efter samme normalitet. Længes efter at høre til i en verden uden længsel ...”
Rækken af mystiske nukleare ulykker, der som en terrorkampagne spreder sig, og som kun Ilja aner grunden til, får ham til at følge med en ekspedition tilbage til gamidernes område. Og her ender romanen i en hæsblæsende mystisk slutning, som står åben for tolkning. Vi mennesker er både draget af individualiteten og af det kollektive og religiøse dyb, der suger os til sig.
Pelle Goldins bog rammer lige ned i vores uklare kollektive angst. Vi har glemt menneskets behov for at være en del af noget større. Der er ingen socialt acceptable måder at udleve dette behov på i vores samfund. Vi har ikke middelalderens klostertradition, der kan forlene den religiøse stræben med høj status, vi har gjort Kirkegaards etiske menneske til et erfaringsramt pjok, vi kræver alene individuel selvrealisering på Maslows behovspyramides højeste niveau. Men med selvrealiseringen overlades mennesket alene over for tilværelsens helt store spørgsmål.
Hvor går de unge hen, som ikke vil leve i individualitetens fængsel? Vi kender alt for godt de groteske af svarene. Når den fortrængte kollektivitet vender tilbage bliver det i perverteret form. Det bliver til islamistisk terror, til wokebevægelsens og identitetspolitikkens tribalisme, til ekstremfeminismens fortrængning af alt maskulint, til det forestillede fællesskab af skoleskydende massemordere, til bandernes ultimative broderskab og helt patetisk det autistisk forestillede fællesskab af korsriddere hos en enlig massemorder. Jo, der er andre grunde, men vi bør besinde os på, at en væsentlig grund også ligger i vores eget ekstremt individualiserede samfund, som har glemt sin kollektive kultur og religion, og som synes blind over for egne begrænsninger. Det er denne blindhed og angst for egen skygge, Pelle Goldins dystopi kredser om.
Sten Jacobsen